|
Á Eiðsvelli stöngin auða
yfir angandi limið ber.
En fyrst nú í dag vér finnum,
hvað frelsið í rauninni er:
Um landið fer sigrandi söngur,
er svellur frá ströndu til fjalls,
þó að hvísli honum hálfluktar varir
undir heroki kúgaravalds.
Sú fullvissa er fædd í oss öllum,
að frelsið sé líf hvers manns,
jafn einfalt og eðlisbundið
sem andardráttur hans.
Vér fundum, er áþjánin ægði,
hve andþrengslin sóttu oss heim,
sem köfnun í sokknum kafbát ....
Vér kunnum ei dauða þeim.
Því verri en byggðana bruni
er sú bölvun, sem enginn sér,
en vefur í eitruðum eimi
hvern afdal og tind og sker:
Af njósnum og uppljóstursótta
er orðið í Noregi reimt.
Vér áttum oss aðra drauma,
og aldrei verður þeim gleymt.
Vér erjuðum landið til eignar,
unz ávöxt gaf mold og sær,
með striti, er þann veikleika vakti,
að virða hvert líf, sem grær.
Sem storkun við tímans stefnu
var starf vort friðinum vígt.
- Og riddarar rústa og dauða
hafa rétt til að hæða slíkt.
Nú er fyrir andrými barist!
og allir vér treystum því,
að Norðmenn nái enn þá að anda
í einingu og frelsi á ný. –
Vér fjarlægðumst frændurna syðra,
föla og úrvinda menn.
Til þeirra sé kall vort og kveðja:
Vér komum til yðar senn!
Hér blessum vér minning hvers bróður,
sem blóða fyrir frið vorn gaf,
hvers hermanns, er blæddi í hjarnið,
hvers háseta, er barst í kaf.
Vér erum svo ofurfáir,
að engum má gleyma af þeim:
Þeir fylgja oss til dáða, þeir dauðu,
Þann dag, er vér komum heim!
|
I dag står flaggstangen naken
blant Eidsvolls grønnende trær.
Men nettopp i denne timen
vet vi hva frihet er.
Der stiger en sang over landet,
seirende i sitt sprog
skjønt hvisket med lukkede leber
under de fremmedes åk.
Der fødtes i oss en visshet:
frihet og liv er ett, –
så enkelt, så uunnværlig
som menneskets åndedrett.
Vi følte da trelldommen truet
at lungene gispet i nød
som i en sunken u-båt …
Vi vil ikke dø slik død.
Verre enn brennende byer
er den krig som ingen kan se
som legger et giftig slimslør
på bjørker og jord og sne.
Med angiverangst og terror
besmittet de våre hjem.
Vi hadde andre drømmer
og kan ikke glemme dem.
Langsomt ble landet vårt eget,
med grøde av hav og jord,
og slitet skapte en ømhet,
en svakhet for liv som gror.
Vi fulgte ikke med tiden,
vi bygde på fred, som i tross,
og de hvis dåd er ruiner
har grunn til å håne oss.
Nu slåss vi for rett til å puste,
Vi vet det må demre en dag
da nordmenn forenes i samme
befriede åndedrag.
Vi skiltes fra våre sydpå,
fra bleke, utslitte menn.
Til dere er gitt et løfte:
at vi skal komme igjen.
Her skal vi minnes de døde
som ga sitt liv for vår fred,
soldaten i blod på sneen,
sjømannen som gikk ned.
Vi er så få her i landet;
hver falden er bror og venn.
Vi har de døde med oss,
den dag vi kommer igjen.
|